September 2013 - officiel klage over kommunen, og endelig byggetilladelse
Da vi d.3/9 stadig ikke havde hørt fra kommunen vedr. vores byggetilladelse valgte vi at opsummere vores hidtidige forløb (vores opfattelse af det i hvertfald) og sende det til formanden for Teknik- og miljøudvalget, samt borgmesteren, da de i sidste ende er ansvarlige for forvaltningen. På daværende tidspunkt var der gået over 18 uger, for at behandle en byggeanmodning på en nyudstykket grund, for et rimeligt traditionelt typehus fra et af de største byggefirmaer i landet. Dette skal holdes op i mod at Roskilde kommunes egne ambitiøse(?) behandlingstider for den slags byggeri er på 4 uger (hvilket er mindre en hvad vi blev forsinket pga sagsbehandleren valgte at holde ferie midt i processen). Dette kan i øvrigt også sammenholdes med at man i nabokommunen i Ringsted, kan møde op hos kommunen og få en straksbehandling af den slags type-sager og få tilladelsen samme dag.
Den 4/9 modtog vi svar fra Torben Jørgensen, der er formand for teknik og miljøudvalget om at han ville undersøge sagen. D.5/9 modtog vi herefter tilladelse til anlæggelse af faskine (inkl. underjordisk rørføring). Endvidere fik vi en foreløbig byggetilladelse, dog uden tilladelsen til overkørslen ml. vores carport og kommunens vej, da den lod vente på sig. Dette betød dog at vi kunne komme i gang med byggeriet :)
Om det skyldes klagen, eller om det var tilfældigt at tilladelserne kom kort derefter, er uvist.
D. 6/9 blev vi kontaktet af "Veje og Grønne Områder" at vores planlagte overkørsel var for tæt på en lysmast, og at vi enten måtte flytte overkørslen så der ville blive mindst 0.75 m hen til denne, eller vi vil kunne betale os fra at flytte lysmasten (til et ukendt beløb). Jeg prøvede at finde ud af hvor de 0.75 m kom fra, og fandt ud af at det var noget kommunen har fundet ud af er en god afstand, hvor folk ikke kører ind i lysmasten (selvom de egentlig kan være ligeglade da lysmasterne er ejet af grundejerforeningen). Da vinklen ind i vores indkørsel vil blive en vigtig parameter (især efter at carporten var gjort smallere) havde vi et ønske om at kunne komme mest muligt vinkelret ind på grunden, hvilket vil sige så tæt på lysmasten som muligt. Jeg var derfor ude og kigge i området for at finde tilsvarende, hvor der var kortere fra brostenenen til lysmasten, hvilket ikke var svært at finde en del eksempler på.
![]() |
Eksempel på overkørsel med kort afstand fra brosten til lysmast |
En sidste lille kommentar i forbindelse med Roskilde kommune og deres håndtering af borgere. I løbet af juli blev vi ringet op af en person (vil ikke nævne vedkommende ved navn på en offentlig blok - men alle der har bygget i området ved hvem denne person er) fra kommunen der er koordinator for at det samlede udtryk af byggerierne i området er som det var tænkt af kommunen (dette er min fortolkning af vedkommenes rolle). Hun ringede i forbindelse med at vi fik vores afslag pga overskridelsen af det skrå højdegrænsemål for carporten, og ville spørge om vi var sikre på at det hus vi havde tegnet og indsendt nu også var det vi virkelig ønskede? Da jeg fortalte hende at det var det, og at vi jo selv havde tegnet huset, så kommenterede hun bare at hun ikke synes det passede ind på grunden, og at hun havde forestillet sig et mindre hus placeret anderledes, samt at det var de flere i hendes afdeling der gjorde. I samme ombæring ville hun også informere om at vi sikkert godt kunne få tilladelse til faskine (da det var nævnt i lokalplanen for vores område), men at afledningen hen til faksinen skulle ske i åbne render gennem haven (hvilket slet ikke giver nogen mening).
Dette var et noget rystende opkald, da det ville betyde en ret stor ændring i forbindelse med vandafledningen på grunden. Endvidere fandt jeg det underligt at få sådan et afslag over telefonen uden at det blev fulgt op af et skriftligt afslag, som der ellers står i forvaltningsloven. Da jeg dels var uening i kommunens åbenbare fortolkning af ordlyden af lokalplanen (hvilket dansk sprognævn i øvrigt også var), samt at jeg ikke fik afslaget skriftligt, valgte jeg at klage til vedkommendes leder. Det overraksende svar var at vedkommende slet ikke havde bemyndigelse til at give afslag på disse sager, samt fik opridset hvilke beføjelser der lå i hendes afdeling. Da jeg sendte dette svar videre til Huscompagniet, var de meget overraskede, da de i mange sager havde modtaget tilsvarende afslag og haft en masse problemer med vedkommende medarbejder i kommunen.
Jeg har efterfølgende erfaret at stort set samtlige af vores naboer i området har haft problemer eller følt sig chikaneret af vedkommende. Jeg tænker at man som kommune nok bør overveje hvordan man fremstår i ens direkte "kundekontakt", og at man måske kan bruge sine resourcer på noget der giver mening, eller faktisk direkte yder en service til dem der betaler. Sjovt nok bliver den slags ikke evalueret af kommunen.