Marts 2013. Materialevalg
Den 18 marts var vi til materialevalgsmøde i showroomet i Ringsted. Det var en rigtig sjov øvelse, og vi var begge 2 overraskende enige om stort set alle de valg der skulle foretages, med en enkel undtagelse - nemlig udseendet af vores hoved- og bryggersdør. Vi havde inden mødet været ude hos STARK i sydhavnen for at se på fliser. Jeg havde en del gange været i vores lokale STARK for at se på deres udvalg, og skudt mig lidt ind på type og farve, men udvalget i sydhavnen var ubehageligt stort, hvilket ikke gjorde valget lettere. Til sidst fandt vi dog en flise (60x60cm Floorgres Chromtech Cool 3.0 - Naturale) som vi begge kunne lide (selvom Maja gerne ville have en mørkere, og jeg syntes at den var lidt for mørk), og som skulle lægges med en smal fuge i normal farve. Den valgte flise skulle endvidere bruges i hele huset, hvor der var valgt fliser. Murstenene som vi valgte blev Proteus fra Egernsund, og der valgt akustiklofter (Gyptone Big Quattro 43) i både stue og køkken. Ud over uenighed om døren var vi lidt usikre på om vi skulle have glasvæv (standard) eller om vi skulle opgradere til filt, som vi synes bedre om. Efter et par dages diskussion endte vi med at vælge en matteret dør til hoveddøren (selvom Maja synes det ligner en bryggersdør), og en pladedør til bryggerset. Vi endte også op med at vælge at få filt i hele huset. De samlede materialevalg løb op i ekstra små 42650kr i forhold til det oprindeligt budgeterede.
Ud over materialerne, fik vi også set på de valgte vinduespartier. Bredden af væggen mellem vinduespartierne blev justeret til at være 1.6 meter, og samtidig fandt vi ud af at vi kunne få sat et højtsiddende aflangt vindue i på det store badeværelse og i stuen. Desuden blev glasdøren mod syd i stuen ændret fra et enkelt til et dobbeltparti. Desuden havde vi set flere steder at man kunne lade bordpladen erstatte vindueskarmen i køkkenet, så sådan en ville vi også have (det skulle så senere vise sig at blive en dyr løsning).
Vi fik også spurgt til hvad det ville koste at få skrå vinduer henover de vestvendte vinduer i stuen. Dette ville dog blive uhensigtsmæssigt dyrt, da det ville kræve en ændring af spær-typen, så den samlede merpris ville blive på 55000kr. Vi fik samtidig af vide at den forventelige indflytningsdato ville være d.18/11-2013, men at denne dato ville afhænge af at vores byggetilladelse fra kommunen ville blive processeret på 8 uger, som på det tidspunkt var den aktuelle behandlingstid.
Efter materialevalget blev sagen overflyttet internt i huscompagniet til deres tegnestue i Lyngby, der skulle gøre tegningerne klar til at kunne indsendes til kommunen for at få byggetilladelse. Dette betød endvidere at vi fik en ny kontaktperson, Martin Jeppesen.
![]() |
De valgte mursten. Proteus fra Egernsund |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar